Referent: Karen Roldsted. (EU63).

Antal fremmødte: 47 (inkl. bestyrelse). Fra bestyrelsen deltog Anders Egø (CN18), Jens Kristensen (BA120), John Olsen (PB44), Frank Jensen (EU30), Karen Roldsted (EU63), Martin Lauritzen (BA106)

1.  Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Klaus Møgelvang, der blev valgt og kunne konstatere at generalforsamlingen var rettidig indkaldt og lovlig.

2.  Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed det forløbne år

Anders Egø (CN 18) fremlagde beretningen

Siden sidst har vi haft to gange hærværk på legepladsen hvor 3 unge mænd med store hunde fornøjer sig og lader hundene angribe legeredskaberne med skader til følge. Begge gange blev det anmeldt til politiet, som ikke har kunnet gøre noget da ingen konkret har kunnet sige at det var de og de mænd og hunde. Reparationen løb op i kr. 12.900. Senere blev jeg ringet op af en beboer, der havde observeret de 3 fyre på legepladsen en aften efter mørkets frembrud, havde ringet til politiet og på afstand fulgt dem væk fra legepladsen (som de forlod da beboeren dukkede op), til et sted i LP. Politiet kom til stede i LP og fik talt med de tre, og senere kom de (politiet) til legepladsen hvor vi i fællesskab i lommelygtens skær gennemgik legeredskaberne for skader. Igen var det gået ud over den store fuglerede, dog ikke så slemt at den skulle akutrepareres eller udskiftes. Der er i bestyrelsen drøftet mange for skellige overvågningsmuligheder, men enten er det for dyrt eller for besværligt. Vi vedtog at betale skaderne når de kommer. Der kan ikke tegnes en forsikring, da legeredskaberne i så fald skal stå inden døre.

Sidst på året blev der ændret lidt på skiltningen i Barsebæk, så første parkerede bil er flyttet 20 meter væk fra Barsebæks udmunding i Claus Norbysvej, det har givet bedre oversigtsforhold. Der holder efterhånden mange biler i Barsebæk, de fleste holder lovligt, men ikke altid hensigtsmæssigt. Hvis en bil holder så det er farligt/spærrer for udsigten, skal man straks ringe 114. Efter massiv beboerhenvendelse til parkeringsservice ang. parkering på Barsebæk, er der sat parkering forbudt skilte op i fortovssiden af Barsebæk på prøve, men det har været svært for nogen at lade dem stå som det var ment, så om parkeringsservice vil evaluere på forsøget vil tiden vise. Bestyrelsen udsendte straks mail fra parkeringsservice til alle i grundejerforeningen

Vores fastelavnsfest samlede i år, sammen med Holbæk Garden, et stort antal børn og voksne og blev afviklet i strålende solskin.

Så en opfordring til ejere af kæledyr: Som ejer af et kæledyr har man pligt til at holde dyret på egen grund. “Iflg. Mark-og vejfredsloven kan kæledyrets ejer gøres erstatningsansvarlig for enhver skade, forårsaget af kæledyret”. Problemet er nok størst med katte, de færreste katteejere er opmærksomme på lovgivningen.

10 parceller har i 2022 skiftet ejer.

Spørgsmål eller Kommentarer til beretningen:

Skal der tilsyn på legepladsen efter hærværk: nej

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

Regnskabet er i år stillet op, så man både kan se budget og udgifter overfor hinanden, efter ønske på sidste generalforsamling

Kommentarer til regnskabet:

Hvad er det vi er forsikret for?

En arbejdsskadeforsikring, der blandt andet dækker de mennesker vi hyrer ind til at udføre arbejde, og hvis beboerne i fællesskab laver en arbejdsdag.

En ansvarsforsikring

Derudover dækker ansvarsforsikringen bestyrelsesarbejdet.

Hvornår tænder lyset på stien?

Bliver styret af et atomur, der kører efter, hvornår solen står op og går ned. Er en opfordring til bestyrelsen til at ændre tænde og slukke lyset.

Regnskabet blev godkendt.

4. Forslag fra bestyrelsen, derunder fastsættelse af bidrag fra medlemmerne, samt Budgetforslag

a. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslår kr. 700,- med sidste betalingsdato 31.05.2023

Kontingentfastsættelsen blev vedtaget

b. Budgettet for 2023 viser et underskud på kr. 13.340

Budgettet blev gennemgået. Det planlagte underskud dækkes ind af foreningens egenkapital.

Spørgsmål: Er renteudgifterne for høje? De er sat konservativt og vil måske blive mindre en fastsat. 

5. Forslag fra medlemmerne (disse skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. marts 2023).

Per Stouby (BA 66) har fremsendt følgende: 

Parkering i vores område

Vi er glade for, at bestyrelsen har taget initiativ til at få stillet midlertidige p-forbudt skilte op efter en periode med stigende og både irriterende og ulovlige parkeringer i primært Barsebæk efter Ladegårdsparken har indført brugerbetaling for bil nr. 2. De ulovlige parkeringer har medført gener for lastbiler (herunder renovationsbiler) til og fra Barsebæk. Der har været problemer for skolebørn på cykler, det er deres skolevej. Ud over parkering for tæt på veje, har der også været en del som har parkeret mod trafikken, og nogle har parkeret i sving hvorved oversigten (og dermed sikkerheden) begrænses. En enkelt gang er en bil tømt for affald, som grundejer så pænt må rydde op. Yderligere må bilerne som parkeres ved spærringen mellem Claus Norbysvej og Ejler Urnesvej vel også holde hensigtsmæssigt, specielt for cyklister (måske endda ulovligt)?

a. Efter den midlertidige skiltning har vi oplevet, at så bliver der parkeret på stikvejene på Barsebæk. Det kunne man måske diskutere med kommunen samtidigt, da vejene ikke er bygget til det? Yderligere, hvis man ser lidt frem i tid, så kunne man måske bede kommunen komme med en plan for parkering og trafik, både i forbindelse med nedrivning og byggeri af nyt plejecenter? Og en plan for hvorledes man forestiller sig det tager sig ud efter ibrugtagning. Det giver ikke flere parkeringspladser til beboerne i området når plejepersonale og besøgende skal bruge området.

Svar: Lad os nu se om parkeringsforbuddet i Barsebæk bliver permanent i fortovssiden, de enkelte biler der har forvildet sig ind på stikvejene kan nok tolereres, men hvis de holder til gene eller farligt er det 114 eller kommunens parkeringsservice der skal kontaktes. Bestyrelsen er parat til at grundejerforeningen betaler skiltene hvis det bliver nødvendigt. Med hensyn til Plejecentret og parkering oplyste jeg om det på sidste generalforsamling. Ca. 25 parkeringspladser ved den gamle svømmehal bliver inddraget til personale/pårørende parkering, så det er der planer for.

Forslag: kan bestyrelsen tage kontakt til Ladegårdsparkens bestyrelse og høre om ikke de kan udvide antallet af parkeringspladser evt. på området bag Ladegårdsparken, hvor der før var kolonihaver. Dette har bestyrelsen gjort i det forgangne år og svaret fra LP var at deres parkeringsbegrænsning var lovligt, det de havde gjort og at vi var nødt til at leve med det.

Forslag: Kan der laves en cykelchikane i midten af vejen mellem CN og EU. – Bestyrelsen vil gå videre med forslaget

Vores område er offentlig vej og alle har lov til at køre og parkere i området, hvis de overholder færdselsloven.

Der går parkeringsvagter i området og giver bøder til biler der holder ulovligt og de går også rundt i weekenden.

Alle beboer opfordres til at parkere på egen parcel, for at minimere antallet af parkerede biler på vejene.

b. Rågeregulering

Vi generes stort set året rundt af rågernes skrigen. Det er “et cirkus” med involvering af både boligforeningen og kommunen at opnå tilladelse til regulering gennem Naturstyrelsen. Oftest kun til at skyde rågeunger i maj måned, hvor bladhænget er kraftigt (og der derved kun skydes få unger, ikke noget der for alvor batter).

Der er 2 muligheder for regulering af råger: Voksne råger må reguleres i perioden 15. januar til 15. marts (inden redebygning og æglægning).

Rågeunger må reguleres i perioden 1. maj til 15. juni (kan ansøges 1 måned inden).

Svar: Der ligger en 3-4 år gammel tilladelse fra Ladegaardsparkens bestyrelse til regulering. Det første år var der et mord, så det blev aflyst og året efter var der en smule regulering.

Man skal have tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen til at regulere rågebestanden. Kommunens miljøafdeling har tidligere været behjælpelig med at søge tilladelse. Det er Tuse Næs jægerforening, der sidste år havde tilladelsen til at regulere bestanden. Men der skal søges igen i år og det er den enkelte Grundejer, der skal tage kontakt til kommunens miljøafdeling for at bede om, at rågerne bliver reguleret. Opfordring til at beboerne går over til området med råger om aftenen, når rågerne har sat sig til ro og klapper højlydt m.m. så vil fuglene gå i luften, hvis man gør det flere gange hver aften i en periode, vil de formentlig forsvinde.

c. Beskæring af træer på Barsebæk

De høje træer giver den gene, at solen forsvinder tidligt om aftenen. Yderligere er der grene, som rækker ud over vejen, og derved generer lastbiltrafik. Så en kontakt til boligforeningens kontor og anmodning om en kraftig beskæring og udtynding vil vi sætte stor pris på. Denne beskæring kunne måske samtidig tage noget af rågeplagen, hvis det gøres rigtigt?

Svar: Ved henvendelse i 2007 ang. de høje træer blev svaret fra Uffe Frejdal opfattet meget nedladende. Svarede om vi virkelig havde tænkt os, at de ville ofre penge på, at man i Barsebæk skulle have lys i stuerne. Hvis renovationsbilerne ikke kan komme frem, er det deres ansvar at kontakte kommunen, ikke vores.

Der opfordres til at beboerne, der bor ud til Knudstien mellem PB og BB, sørger for at få beskåret de træer der hænger ud over stien og skygger for lamperne på vejen.

6. Valg af medlemmer til bestyrelsen

Formanden afgår efter tur, genopstiller ikke

Bestyrelsen indstiller Martin Lauritzen til formandsposten.

John Olsen afgår efter tur, er villig til genvalg.

Karen Rolsted afgår efter tur, er villig til genvalg.

Bestyrelsen indstiller Anders Egø som medlem af bestyrelsen 

Alle blev valgt

7. Valg at suppleanter

Marianne Vallentin afgår efter tur, er villig til genvalg.

Marianne blev valgt som suppleant.

8. Valg af revisor

Claus Degn afgår efter tur, er villig til genvalg.

Claus blev genvalgt.

9. Valg af revisorsuppleant

Finn Johansen afgår efter tur, er villig til genvalg.

Finn blev genvalgt.

10. Eventuelt

Ingen punkter til eventuelt.

Den afgående formand takkede for god ro og orden.